10 ting I (ikke) vidste om mig

Jeg er klam…

IMG_3318 IMG_3319

Jeg lugter, mit hår er fedtet, jeg har ondt… JEG ER KLAM. Sådan har jeg det lige nu. Dette skal ikke være et “Jeg har ondt af mig selv indlæg”, selvom det måske starter ud sådan. Jeg ville blot give lyd fra mig efter min operation i fredags. Jeg er i live! :)

Da jeg ankom til Hamlet, blev jeg vist ind I et venteværelse. Da mit navn blev råbt op, skulle jeg følge med sygeplejersken ind til “min seng”. Her blev jeg bedt om, at skifte og lægge mig til rette i sengen. Lidt efter kom narkoselægen ind, hun gav mig en masse piller og stillede lidt spørgsmål. Herefter kom kirurgen, som skulle “tegne” på mit ben, så han var sikker på, at det var den rigtige fod han fiksede. En halv times tid efter kom to damer og kørte mig til operation. Jeg var overraskende afslappet??? Da jeg lagde mig på operationsbordet tænkte jeg bare “kom med det, få mig til at sove”. De satte en masse ledninger og aperater til mig og lagde et drop. Sygeplejersken sagde nu, at hun ville starte narkosen. Hun spurgte mig om jeg kunne mærke noget, det kunne jeg ikke. Hun bad mig tænkte på noget rart og nussede mig på kinden.. BUM, så sov jeg.

Jeg vågnede ved, at jeg hørte en stemme der fortalte at operationen var gået godt, og jeg bare skulle sove videre. Allerede da klokken var 9.30 vågnede jeg. Jeg følte mig klar til, at komme hjem. Jeg hev i snoren (som jeg selvfølgelig kom til at rive i stykker), og så tror jeg nok at jeg faldt i søvn igen.. Sygeplejerske kom hen og spurgte hvad jeg ville. Jeg rejste mig op i sengen, pillede slangerne i min næse ud, slyngede benene ud over og sagde at nu var jeg altså klar til at tage på arbejde. Hun var ikke helt enig ;) Hun lagde mig ned i sengen igen og bad mig sove videre.

De første mange timer havde jeg INGEN smerter. Jeg følte mig som superwoman. Jeg tænkte at det her var da piece of cake, og de skulle da slet ikke fortælle mig, at jeg skulle have krykker i 3 måneder. GLEM DET. Jeg tager mine ord i mig igen. JEG HAR FU……… ONDT. Smerterne er vilde.. Det kunne jeg vidst have sagt mig selv, de er gået skarpt igennem min akilesene og har mejslet et stykket af min knogle af. Wonder why jeg har ondt ;) Jeg har ikke engang kunne læse et blad eller se en film, mit hoved kan slet ikke samle sig (dette blogindlæg har taget ca. 2 timer at skrive)

Jeg har ingen idé om hvornår jeg kommer på benene igen. Måske om én måned, måske om tre? Lige nu prøver jeg bare at være positiv og få det bedste ud af det. Jeg skal til tjek d. 11. december, der får jeg forhåbentlig at vide hvornår jeg må starte genoptræning.

cecilielange_signatur
   

3 kommentarer

  • Maria

    Kære Cecillie..

    Jeg vil bare gerne have lov til at sende dig en masse varme tanker! Hvilken proces du skal igennem (!), men med mit indtryk af dig så tænker jeg at du nok skal klare det og bruger det som en personlig udfordring og får det mest mulige positive ud af det!! – når dette er sagt tænker jeg også at det er F%€#&% hårdt og til tider noget rigtig lort… Du skal vide at hvis du har brug for at lave indlæg hvor du bare baner, læser jeg det gerne ;) <3 Du er simpelthen så inspirerende og takker for at måtte være med på sidelinjen i denne proces – også – måske jeg også lære noget?! Men hey, du er også et menneske og håber ikke du føler at du skal "leve op til" os læsere… <3

    SEJE DIG… og varme tanker og smil herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • cecilielange

      Hej Maria
      Mange tak for din besked. Det varmer virkelig at læse den.. :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] har faktisk skrevet et meget personligt indlæg om de psykiske mén efter operationen. Jeg var så ked af det og havde svært ved at se det positive. Det hårdeste var helt klart det af […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting I (ikke) vidste om mig