Tæller du (også) kalorier?

Mentalt sammenbrud…..

 photo IMG_9372_zps97c8c5a9.jpg

Dette er et meget personligt indlæg. Jeg var egentlig i tvivl om jeg skulle poste det, men synes egentlig at det viser, at jeg er menneskelig (Selvom jeg nogle gange føler mig som Superwoman)

I over en uge har jeg bare ligget i samme stilling. Mine dage går med, at jeg bare ligger og venter… venter på hele. Min kæreste lægger mig ind på sofaen hver morgen, han laver morgenmad til mig, stiller en kande vand og så taget han på arbejde. Så ligger jeg bare i sofaen hele dagen, hele aften. Når klokken så bliver omkrig 23, humper jeg i seng.. Sådan har mine dage set ud i 10 dage nu, og jeg er ved at blive vanvittig. Jeg kan ikke selv gå i bad, jeg kan ikke engang hente et glas vand selv. Jeg er afhængig af at få hjælp fra andre. Det piner mig. I går blev jeg så stædig, at jeg selv ville hente en portion skyr. Det resulterede i skyr på hele gulvet.

For første gang i dette forløb, ramlede det for mig for i går. Jeg havde virkelig glædet mig til, at prøve at gå for første gang i 10 dage. Jeg har en stor, sort støvle jeg skal forsøge mig i. Og gæt hvad.. Jeg kunne ikke engang træde ned på min fucking fod.. Jeg prøvede virkelig, men jeg hælen ville bare ikke ned.. Jeg blev så irriteret at jeg smed støvlen, humpede ud på badeværelset og brød sammen. Desværre er der glat på gulvet, så krykken skrider. Det resultere I, at jeg falder ned på min dårlige fod (heldigvis skete der ikke noget)

Lige nu aner jeg ærlig talt ikke hvornår jeg kan gå igen. Lægen har givet mig fire ugers sygemeldning, men min stædighed nægter. Desværre nytter det ikke noget, at spille helt. Hvis jeg presser for meget, risikere jeg aldrig at få normalt bevægelighed i foden igen.

Ærligt havde jeg regnet med at jeg sagtens kunne være tilbage på arbejde efter 1 uges tid, og måske enda en tur i træningscenteret efter et par uger og træne mave/ryg/arme. Jeg har virkelig taget fejl. Det er langt værre end forventet. Jeg håber bare sådan, at jeg heler til min Thailandferie i februar !

Husk at deltage i min GIVEAWAY her

 

cecilielange_signatur

8 kommentarer

  • anette

    Sender dig positiv energi tanker og knus
    God bedring, pas på dig selv

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan genkende ALLE dine tanker fra efter mine operationer og det skær mig helt i hjertet. Kan kun sige; giv dig selv lov til at være ked af det og frustreret, men accepter din krops helingsproces og tag den tid det tager! Selvom det er svært :)

    God bedring!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MissWilson

    Rigtig god bedring herfra! Det må være noget af det hårdeste…but remember: What doesn’t kill you, makes you stronger :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • cecilielange

      Mange tak. Du har helt ret. Jeg skal nok komme stærkt igen :D

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    Kære Cecilie…
    først så synes jeg det er fedt at du skriver dette ærlige indlæg og håber det hjælper dig “at komme ud med dig”..?! <3
    Jeg ved ikke om det kan hjælpe dig lidt, men jeg har selv for et halvt år siden været skadet og i behandling/genoptræning for dette. Jeg kan VIREKLIG genkende den der "om en uge kan jeg det og om få uger kan jeg træne lidt igen osv." – superwomen du ved (!) jeg oplevede også følelsen af at løbe direkte ind i en mur (lidt drabligt måske) da jeg opdagede at virkeligheden så LIDT anderledes ud…!!! Jeg var vildt frustreret og pisse træls i en uges tid… Det der hjalp mig var at jeg en tirsdag morgen stod op og oplevede at jeg pludselig valgte at ACCEPTERE at det var noget rigtig lort at være i, at det var møg hårdt og at det ville tage længere tid en jeg havde regnet med – og pludselig oplevede jeg en ro… græd når jeg havde brug for det, banede når det blev en tan for meget mm… MEN jeg slappede af i sindet og kunne være i det på en hel anden måde.. Jeg oplevede at jeg pludselig begyndte at hele hurtigere end i starten og tænker lidt at det skyldtes at jeg ikke stressede over det og dermed også kroppen!
    Jeg ved som sagt ikke om du kan bruge det til noget, men prøv at acceptere situationen og hvordan du har det – ikke kæmpe imod – og du vil muligvis kunne mærke de bitte små forskelle dag for dag.. :)
    Mange tanker og styrke herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • cecilielange

      Mange tak. Men ja du har ret. Det gælder om at acceptere i stedet for at give op. Jeg vil gøre mit bedste :D

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tæller du (også) kalorier?