Dadelkugler

Elitesportsudøver, festabe og fitnessfreak

Jeg synes det er ved, at være længe siden I har fået et personligt indlæg fra mig. Grunden er at jeg simplethen ikke har haft tiden. Jeg er tappet fra krafter. Så jeg glæder mig virkelig til fem sammenhængene fridage fra i eftermiddag.

Sport har altid været en rigtig stor del af mit liv. Allerede som 5 årig startede jeg til kunstskøjteløb. Der gik ikke lang tid, før at jeg trænede 8 timer om ugen på isen, 2 times konditionstræning og 2 timers ballet. Jeg havde ikke tid til, at gå i fritteren ligesom alle de andre, jeg skulle til træning lige efter skole. Da jeg blev lidt ældre, og blev mere bevidst blev jeg “bange” for at springe. Jeg var vel bange for, at falde og slå mig I guess? Når jeg faldt på isen, var det altid på halebenet… Det gjorde ondt ;)


scan0015

Der gik ikke lang tid førend jeg fandt en anden sport, nemlig badminton. Dog siger mine forældre, at jeg ikke var et naturtalent ;). Jeg kan ikke huske hvor lang tid jeg spillede på begynderholdet, men da jeg blev flyttet til et bedre hold tog udviklingen fat. Jeg blev bedre og og bedre som årene gik, og som 13-årig rykkede jeg for første i eliterækken. Jeg var pavestolt :) I mange år stod det på badmintontræning ca. 10 timer om ugen, derudover var der turneringer og holdkampe næsten hver weekend. Jeg elskede det. Det var det bedste, at bruge sine weekender i badmintonhaller, med sine venner fra andre klubber (jeg er ikke sikker på, at mine forældre synes det var ligeså fedt). Egentlig var jeg nok lidt af en nørd og outsider i skolen, men så længe jeg havde min badminton var jeg ligeglad. Det gav mig selvtillid og glæde. Da jeg var omkring 16 år toppede jeg, spillet kørte for mig og jeg vandt en masse turneringer. Jeg husker tydeligt en turnering i Næstved. Jeg var virkelig skidt tilpas, og jeg skulle spille tre semifinaler. En i single, en i damedouble og en i mixdouble. Det lykkedes mig, at spille mig i finalen i to af dem. Men i finalen var mine krafter brugt op. Jeg husker tydeligt hvor dårlig jeg var.. Jeg kunne dårligt løfte ketchen op over hovedet. Mandagen efter sendte mine forældre mig til lægen, jeg fik taget en blodprøve, og svaret var klart.. “Du har fået kyssesyge” Jeg kan huske, at jeg på vej hjem begyndte at græde. Jeg måtte ikke spille badminton i ca. 4-6 måneder. Jeg var derfor ude resten af sæsonen.

badminton

I den periode jeg var ude, fik jeg øjnene op fra andre sjove ting. Der var fester, drenge og en masse socialt med sine venner. Jeg havde aldrig haft så meget tid til venner grundet træning, så det var helt nyt for mig. Jeg mindes at jeg startede til badminton igen sæsonen efter? Dog var det på ingen måde med samme mentalitet. Jeg var begyndt, at drikke alkohol og gå til fester (DESVÆRRE). Men jeg startede. Selvom jeg fik spillet mig op til et udemærket niveau igen, var det bare ikke helt det samme. Det var skide irriterende, at være dårligere end folk jeg tidligere kunne slå uden problemer. Desværre lykkedes det mig, at en hjernetystelse og piskesmæld i december 2007 (Læse hvorfor her) Det var nok slutningen på min badmintonkarriere.

Hvad der skete i min åndsvage teenagehjerne ved jeg ikke. Men allerede i starten af 2007 begyndte de vilde byture. Selvom jeg dengang ikke var fyld 18, lykkedes det os at komme ind på diverse diskoteker i Københavns natteliv. Nætterne gik med en masse sofadans på ENVY og Razz og sprite i lange baner. Jeg synes det var det fedeste (langt ude, I know) men men men.. Så startede jeg som eventpige på Club (S)/Luux, hvilket vil sige at det stod på byture torsdag, fredag og lørdag. Jeg fatter ikke, at jeg har kunne holde til det. Heldigvis fandt jeg mit livs kærlighed en våd torsdag nat, så lidt godt har der da været ;) Det var først omkring 2009 jeg begyndte at skære ned på de mange byture, det blev alligevel lidt for meget af det gode når man havde en kæreste derhjemme. Jeg er heldigvis blevet ældre, og ja jeg ærger mig rigtig meget over, at min badminton”karriere” ikke blev til mere. Alligvel vil jeg ikke have undværet mine vilde teenagegår.

633104004532316817

633109404407761715

Der var mange år hvor jeg bare gik rundt og hyggede mig. Jeg kunne en sjælen gang finde på, at tage ned i fitnesscenteret og stå på stepmaskinen i 20 min. Jeg var jo tynd, så det var lidt svært at finde motivationen for at træne. I 2012 skrev en veninde til mig, om ikke vi skulle starte til noget militær agtigt træning. Det fik kickstartet min motivation til træningen. Jeg fik virkelig træningsdiciplin. Siden dengang har jeg faktisk trænet regelmæssigt. Jeg forsøgte selv at starte op på styrketræning, da holdtræning slet ikke er mig. Når jeg tænker tilbage, skulle jeg nok have hyret en personlig træner, min teknik var jo helt forkert. haha. Den er blevet meget bedre med årene. Året 2013 var jeg lidt af en fitnessfreak, jeg trænede ca. 6 gange om ugen, nogle gange både morgen og eftermiddag. Jeg fandt i dette år en helt perfekt balance, så det ikke tog overhånd.

IMG_9748

De seneste år er jeg blevet “voksen” Jeg har fået et “rigtigt” fuldtidsjob, som jeg elsker. Samtidig er træning en del af min hverdag. Min hverdag kan simpelthen ikke hænge sammen hvis ikke jeg får dyrket motion. Og jo, jeg går stadigvæk i byen engang i mellem. Hvem elsker ikke en girls night out? ;)

 

 

cecilielange_signatur

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dadelkugler