Aldrig mere spiral!

Jeg har været meget i  tvivl om, hvorhvidt jeg ville udgive dette indlæg. Det bliver nok det mest grænseoverskridende og personlige indlæg, jeg nogensinde kommer til at udgive her på bloggen. Jeg vælger at udgive det, fordi jeg synes at alle kvinder skal vide at prævention ikke altid er ligetil og at der kan forekomme komplikationer.

Tilbage i september 2014 var jeg til forundersøgelse på Hamlet. Da jeg skulle igennem en operation i achilessenen anbefalede lægen mig at stoppe på p-piller, da jeg skulle være sengeliggende i længere tid og risikoen for blodpropper var større. Jeg var godt nok lidt skeptisk, da jeg på daværende tidspunkt havde taget p-piller i 7 år. Jeg valgte dog at lytte til lægens råd og stoppede på p-pillerne da pakken var færdig. Der gik ikke mere end 14 dage førend jeg kunne mærke en kæmpe forandring  i kroppen. Jeg var ikke længere oppustet og mit humør var helt anderledes. Det var som om, at jeg var meget gladere og bedre til at styre mit temperament. Jeg var lykkelig over, at være sluppet af med det lort. Tænk engang, at have fyldt sin krop med så mange hormoner i 7 år.

Efter operationen skulle jeg finde et nyt præventionsmiddel og jeg må indrømme at jeg var lidt i vildrede. Jeg havde snakket med flere veninder som havde spiral eller overvejede at få det. Jeg snakkede med min læge som anbefalede mig en mini hormonspiral. Egentlig ville jeg helst have kobberspiralen, men tanken om at skulle styrtbløde i 7-8 dage ad gangen kunne jeg ikke lige overskue. Derfor faldt valget på hormonspiralen. Mine veninder havde godt sagt, at det gjorde pænt nas, men jeg bestilte alligevel tid hos en gynækolog som kunne lægge den op. Når man ikke har født kan livmoderen og livmoderhalsen godt være ret “seje” og følsomme. Derfor fik jeg TO lokalbedøvelser inden hun satte den op. Det gjorde pisse hamrende ondt. Fy for den lede…..Det var ikke sjovt. Heldigvis trøstede jeg mig selv med, at der jo heldigvis gik 3 år førend den skulle ud, og det på ingen måde skulle være slemt. Der gik et par måneder førend min cyklus fandt sig selv, menstrautionerne var næsten ikke eksisterende og der var i perioder pletblødninger. Jeg var naturlivis til både check og scanning for, at se om alt var som det skulle være, men det er åbenbart meget normalt med en hormonspiral.

I juni 2016 fik jeg problemer med min hjerterytme. Jeg har siden juni været på læge/hospitalsbesøg minimum 12 gange (jeg har ikke tal på det mere) , da de ikke kan finde ud af hvad der er “galt”. Jeg havde fra start sagt til min læge, at jeg følte at jeg havde flere hormoner i kroppen. Hun troede straks jeg var gravid, for det kan godt ske selvom man har en spiral. Men eftersom graviditetstesten var negativ, spurgte jeg ind til om min hormonspiral kunne påvirke min hjerterytme. Det afviste hun blankt – og det samme gjorde to andre læger. Men jeg gik flere måneder med dårlig mavefornemmelse omkring den. I sidste uge ringede min veninde, og sagde at hun havde læst om flere piger, der havde haft voldsom hjertebanken efter de havde fået spiral. Det er ikke videnskabeligt bevidst at spiraler og hjertebanken har en sammenhæng, derfor afviser alle læger den myte.

I onsdags besluttede jeg, at nu skulle den altså bare væk. Jeg havde simpelthen brug for, at have alle hormoner ud af kroppen, for at se om min hjerterytme bliver normal igen. Der var bare ét problem. Min læge kunne ikke finde den! Jeg var i chock, og gik hjem og søgte nettet tyndt for folk der havde prøvet det samme. Allerede næste morgen ringede jeg til en håndfuld gynækologer. Problemet var bare, at næsten alle havde lukket pga. efterårsferie. Jeg fik fat i én gynækolog, som forklarede mig at ventelisten var LANG, og at jeg kunne få en tid d. 2. december. Aldrig har jeg været så pushy. Jeg forklarede hende min situation, og jeg virkelig gerne ville på den venteliste. Allerede efter en halv times tid, ringede den søde sektrater og fortalte at de havde en afbudstid om tyve minutter. Jeg smed alt hvad jeg havde hænderne og løb hen til gynækologen. Inden jeg lagde mig op på briksen, var hun meget rolig og fortalte at det faktisk var meget normalt at snoren knækkede og, at det kun lige tog 2-3 minutter at få den ud. Hun scannede mig og fandt hurtigt ud, at den sad et sted deroppe. Hun havde desværre store problemer med, at finde den og endte med at give mig FIRE lokalbedøvelser (vi snakker fire motherfucker sprøjter i underlivet) Efter tyve minutters baksen, måtte hun få sekretæren ind for at holde ultralydsscanneren samtidig med, at hun kunne holde mig i hånden. Jeg tror aldrig nogensinde at jeg har grædt så meget, det er den værste smerte jeg har oplevet. Til sidst lykkedes det hende at “åbne” livmoderen og finde den. Det var 30 lange minutter i helvede. Jeg var i chock! Hun sagde efterfølgende, at hun aldrig havde brugt så mange instrumenter, og at hun godt kunne forstå at det havde gjort nas. Når det er sagt, var hun verdens sødeste læge og sekretæren var GULD værd. Jeg havde lyst til, at give dem en kæmpe krammer efter “kampen”, haha. Heldigvis er det overstået nu, men tror sgu at jeg er skræmt for livet! Hvis jeg en dag skal have spiral igen, bliver det først om 10 år, når jeg har fået børn ;-)  Nu håber jeg bare på, at min hjertebanken holder op… Man kan vel håbe :-)

OBS. Det skal lige siges, at jeg har flere veninder som IKKE har haft problemer med deres spiraler. Men der er selvfølgelig altid en risiko.