Planlagt kejsersnit?

Nogle frygter den foranstående fødsel, mens andre tager det rimelig cool. Jeg har altid tænkt at en fødsel var det mest naturlige i hele verdenen, og derfor skræmmer det mig faktisk ikke. Selvfølgelig kan jeg godt mærke at jeg er en smule spændt og nervøs, for man aner jo ikke hvad man går ind til. Jeg vælger jeg at tænke på hvor mange andre, der har klaret et før mig – også selvom det med garanti er en voldsom smerte og en hård process.

Nu er der bare ét mindre “problem”… Det er at det ikke engang er sikkert, at jeg får lov til at føde vaginalt. Jer der har fulgt med i længere tid, ved at vi har noget mindre positivt familiehistorik, som gør at de er ekstra OBS på mig. Det er selvfølgelig rigtig dejligt at det danske sundhedsvæsen er grundige og tager det alvorligt, men det er virkelig ikke sjovt at være i venteposition. For at gøre en lang historie kort (den fulde historie kan læses her) har vi en arvelig sygdom i familien, som medfører større risiko for aneurismer i hjernen. Jeg har desværre genfejlen, men ved endnu ikke om jeg har aneurismer da de først vil scanne mig efter fødslen, så den lille ikke risikere at få unødige stråler. Min kusine døde desværre af en aneurisme da hun var gravid i 9. måned, hvilket gør lægerne i tvivl om de “tør” lade mig føde vaginalt. Èn aneurisme har lettere ved at briste når man udsætter kroppen for et stort pres. Risikoen for at en aneurisme brister er meget lille, men lægerne er stadigvæk i tvivl.

Jeg havde egentlig fået delvist godkendt at føde vaginalt fra en neurolog på Riget og en fødselslæge på Hvidovre. Desværre skulle min sag først vendes på en konference, da flere læger/fagfolk skulle godkendes af flertallet. Jeg var ret overbevist om, at de selvfølgelig gav grønt lys til at lade mig føde normalt. Fødselslægen fra Hvidovre ringede fredag eftermiddag med beskeden, at alle ikke var enige og min sag skulle gå videre til en større konference på Riget, og at jeg ville blive kaldt til endnu en samtale om et par  uger. Min terminsdato nærmer sig. Jeg må indrømme at det er lidt frustrerende at jeg ikke ved hvad jeg skal sætte mig op på rent mentalt. Det stresser mig en smule. Når det er sagt, så har jeg taknemmelig for at lægerne tager det så seriøst.

Lige nu bruger jeg tiden på at finde fordele ved at kejsersnit, bare for at kunne se en smule positivt på det, hvis det er den besked jeg ender med at få. Det eneste positive jeg kan komme i tanke om, er at jeg ved hvilken dag han kommer ud og at han kommer ud lidt før min oprindelige terminsdato. Desværre kan jeg finde rigtig mange ulemper ved et kejsersnit. Derfor vil jeg rigtig godt høre fra nogle af jer som har fået kejsersnit. Måske I har lyst til at dele jeres historier med mig?

Jeg krydser fingre for at de vil lade mig føde vaginalt, men jeg forsøger at forberede mig mentalt på begge. Ud skal han nok komme, og det så er den ene eller anden vej ;-) Det vigtigste er trods alt at både mor og søn kommer igennem det uden mén